Kunstnere 2024

Nye kunstnere offentliggøres løbende.

Kunstnere

SVER (NO/SE)

SVER spiller storslået folkemusik med høj energi og en forførende gnist, der tager dig med på en fantastisk musikalsk rejse, der med garanti vil begejstre dig.

Deres lyd er ofte blevet beskrevet som "elektrisk uden elektricitet", og deres musikalske fleksibilitet har også gjort dem til et attraktivt backingband for nogle af Skandinaviens førende sangere inden for forskellige genrer. Bandet spiller med en imødekommende urkraft og deres fantasifulde lydbilleder, grooves og melodier vil tage dig med på en rejse over de norske fjorde og bjerge, ind i de livlige pubber og tilbage ud i den dybe skov af deres musikalitet.

De har spillet flittigt i hele Europa og USA og har fået ry som et af de mest roste livebands på den nordiske folkescene.
Du er inviteret med til FEST når SVER spiller op til et kæmpe brag af en koncert!

Line-up:
Olav Luksengård Mjelva - Violin & Hardanger Violin (NO)
Anders Hall - Violin & Bratsch (SE)
Leif Ingvar Ranøien - Harmonika (NO)
Oskar Reuter - Guitar (SE)
Jens Linell - Trommer & Tamburin (SE)

Hør SVER musik

Blum & Haugaard Band (DK)

Danmarks folk-diva nr. 1 Helene Blum og violinisten Harald Haugaard har sammen etableret sig som nogle af de fineste fortolkere og fornyere af den danske musiktradition og levendegør kulturarv på højeste kunstneriske niveau.

Deres egne sange og kompositioner blandes nænsomt med originale fortolkninger af gamle sange og instrumentalstykker fra den rige danske musikskat. Deres integritet er enestående, og deres store virtuositet og nærvær er med til at gøre deres koncerter uforglemmelige. Med deres uforlignelige Helene Blum & Harald Haugaard Band er de et af de fremmeste navne på den nye danske folkemusikscene, og med 100 koncerter om året, hvoraf de fleste spilles i udlandet, er de samtidig travle ambassadører for dansk musik og kultur i udlandet.

Deres musik er tidløs, men bringer dog historien ind i fremtiden, og den er på en og samme tid genkendelig og dog mærkeligt fornyende. Musik, der ikke behøver at gå omvejen gennem hjernen for at gå direkte i sjælen og ramme publikums rødder.
Vi skal bl.a. høre musik fra Blum og Haugaards nye fælles album DEN STORE SOMMER og som titlen antyder kan man glæde sig til musik, sange og fortællinger om sommeren

Line-up:
Helene Blum - sang og violin
Harald Haugaard - violin
Kirstine Elise Pedersen - cello
Mikkel Grue - guitar
Sune Rahbek: slagtøj

Hør Blum & Haugaard Band musik

Maja Kjær si Orkester (DK)

Maja Kjær si Orkester spiller nyskrevet instrumentalmusik af den DMA-nominerede komponist Maja Kjær, som trækker tråde gennem de britiske øer, New Orleans Jazz og balkanmusik, men med en tydelig snert af den nordiske tone, selv med den noget utraditionelle besætning bestående af tuba, hakkebræt, percussion og violin.

Det er forbudt folkemusik; uanset hvordan man ser det, er orkestret nemlig sammensat af forbudte elementer, altså historisk set. Violinen var i gamle dage symbol på djævelen, tromme var ikke et “ægte” instrument, hakkebræt var forbeholdt landstrygerne og de udstødte i samfundet, og messingblæs har ikke altid været “folkeligt” nok til folkemusik. Og der har - så vidt vides - aldrig været forsøg på at kombinere de fire instrumenter. Men det har Maja Kjær nu lavet om på. Det er musik som både kan sætte fut i en fest og røre de sarteste sjæle blandt publikum.

Debutalbummet "LANDING" udkommer d. 31. maj 2024, og bliver af Morten Alfred Høirup, radiovært på RadioFolk.dk, beskrevet således:
Et fremragende album med en helstøbt lyd, en varieret samling meget iørefaldende og gennem-arrangerede melodier. Musikken swinger så man både får lyst til at danse og lytte!

Line-up
Maja Kjær - Violin
Johan Toftegaard - Sopransaxofon, klarinet, mm.
George Mihalache - Cimbalom (hakkebræt)
Rasmus Svale - Tuba
Christian Joen - Percussion

Hør Maja Kjær si Orkester musik

Gangar (NO)

Gangar er ny norsk folkrock!

Er du klar til en fest, du ikke havde troet var muligt? Folkrockbandet Gangar er landet som en komet ind i musikverdenen med sine sprudlende liveshows, og har spredt sin grænseoverskridende version af Norges traditionelle musik til begejstrede publikummer over hele verden. Gangar finder inspiration i rock- og metallegender som AC/DC og Meshuggah, men også på historiske lydoptagelser af norsk folkemusik fundet i arkiverne. Selvom bandmedlemmerne kommer fra vidt forskellige baggrunde som folkemusik, metal, jazz og rock, har de en vigtig ting til fælles, nemlig respekt og kærlighed til deres musiktraditioner.

Gangars musik er lystige folkemelodier, tunge riffs, virtuose soloer, drivende rytmer, publikums interaktion, headbanging, halling og måske endda en brændende violin. Alt dette kan forventes når Gangar indtager scenen, men vigtigst er den enorme spilleglæde, som Gangar spreder til sit publikum.

Line up:
Mattias Thedens - Hardingfele/Fele
Oskar Lindberget - Saxofon
Richard Max - El-guitar
Henrik Dullum - Trommer
Jonas Thrana Jensen - El-bas

Hør Gangar musik

Fiolministeriet (DK)

Fiolministeriet er et møde mellem 3 garvede musikere, der hver har udgivet anmelderroste albums og optrådt i det meste af verden.
Fiolministeriet tager deres publikum med på en dynamisk og svingende rejse ind i et musikalsk univers med intensitet, rå energi og smukke sange.
Trioen har brugt den klassiske kombination af strygeinstrumenter, ført den ind i folkemusikkens verden og derved skabt deres helt egen lyd. Da Fiolministeriet først mødtes, var det deres fælles kærlighed for den allerældste danske folkemusik, der bragte dem sammen. For tiden arbejder Fiolministeriet med et helt nyt repertoire af egne kompositioner med tråde tilbage til de gamle melodier og sange.

Line up:
Kirstine Sand - Violin og sang
Ditte Fromseier - Bratsch, violin og sang,
Kirstine Elise Pedersen - Cello og sang

Hør Fiolministeriet musik

Bjørnetjenesten (DK)

Bjørnetjenesten skaber musikalske tidsrejser ind i sprogets magiske verden. Publikum tages med tilbage til dengang en bjørnetjeneste var en tjeneste, man ikke ønskede sig at få. Alle koncertens musiknumre tager udgangspunkt i ordsprog, som vendes på hovedet, og trækker tråde frem til børnenes egen hverdag. Det skaber rum for refleksion omkring musikkens virkemidler samt sprogets betydning. Sangene handler om mobning, når noget går op i ’hat og briller’, om at rejse i fantasien sammen med H.C. Andersen og om at ord smitter. Musikken er et miks af folkemusik og elektronisk fikumdik.

Line up:
Betina Følleslev - Sang og fortælling
Søren Korshøj - Sang, violin, guitar og fortælling
Mikael Fleron - Saxofon, mundbas og elektronisk fikumdik

Hør Bjørnetjenesten musik

Aktiviteter

Storspil (DK & NO)

Som noget nyt i 2024 åbner Nordic Folk Festival dørene for Storspil.
Hvis du spiller på et instrument og har lyst til at lære at spille nogle skønne nordiske melodier og nørde dig ned i folkemusiktraditionen, så er muligheden her. Tag dit instrument under armen og mød op til Storspil sammen med en masse andre spilleglade mennesker. Storspil er for alle instrumenter og du kan møde op uanset hvilket niveau du er på.

Instruktørerne 2024 er:

Maja Kjær Jacobsen (DK)
Maja Kjær Jacobsen blev færdig som Cand. Musicae i folkemusik med violin som hovedfag fra Syddansk Musikkonservatorium, hvor hun begyndte at specialisere sig i traditionel musik og sang fra sin hjemegn i Midtjylland samt komposition af ny nordisk folkemusik. Hun arbejder meget med at udbrede kendskabet til musik-, sang- og danse-repertoire fra Danmark og Skandinavien, både i Danmark og på internationalt plan.
I kan allerede nu nørde jer ned i dansk spillemandsmusik, for Maja har udgivet nodebogen Storspil"Nodebog efter Kristen Jensen & Anders "Top" Andersen" som indeholder de originale 199 spillemandsmelodier, som blev nedskrevet i Bording og Kragelund i Midtjylland mellem 1892 og 1897.

Mattias Thedens og Oskar Lindberget (NO)
Mattias Thedens er vokset op i en folkemusikfamilie og er opvokset med både amerikansk og norsk folkemusik. I 2019 startede Mattias på Norges Musikkonservatorium med Håkon Høgemo og Andreas Bjørkås som spillelærere. Her lærte han traditionel musik fra Norge, især Valdres, Telemark og Røros. I dag er Mattias mest aktiv i folkrockbandet Gangar, hvor han spiller violin og på det norske nationalinstrument hardangerfele.

Oskar Lindberget er saxofonist og studerende på Norwegian Academy of Music, hvor han har et særligt fokus på jazz. Oskar Lindberget er med til at bringe folkemusikken helt nye veje med inspiration fra netop jazzens verden, men også inspiration fra rock, pop, funk, samtidsmusik og improvisationsmusik er at høre i Oskars måde at gå til folkemusikken på .

Nordic Folk Kids/Musikworkshop for børn og unge

Har du lyst til at spille Ny Nordisk Folkemusik på Nordic Folk Festival?
Nordic Folk Kids/Workshoppen er for børn og unge i alderen ca. 10-15 år. Du kan være med uanset om du allerede kan spille på et instrument eller ej. Vi spiller nykomponeret og traditionel musik og ALLE kan være med. Du kan låne et instrument: violin, cello, harmonika, slagtøj eller bas, og du er også velkommen til at medbringe dit eget instrument.

Instruktører: Eirik Moland, harmonika (N) og Signe Wang Carlsen, bas (DK)
Eirik og Signe udgør halvdelen af kvartetten Nordskær, som spiller ny nordisk folkemusik, primært egne kompositioner, som er inspireret af musiktraditionen i musikernes respektive hjemlande: Danmark, Norge og Sverige
Eirik og Signe har begge stor undervisningserfaring og er kolleger på Hjørring Musiske Skole.

Fællessang // Nordisk Sommer

Fællessang fra Norden

Sommer i Norden Fællessang med Helene Blum og Harald Haugaard og mange flere. Traditionen tro inviterer Nordic Folk Festival til Fællesang fra Norden. Dette år har vi temaet Sommer i Norden og med Helene Blum og Harald Haugaard til at sætte i gang er vi sikre på vi vil komme godt omkring i den danske sangskat.
Helene Blum er en af de kvindelige musikere, der har taget dansk folk til et helt nyt niveau. Hendes opfindsomme, moderne fortolkning af traditionelle sange afslører deres tidløse skønhed. Denne musikalske dygtighed kombineret med hendes udtryksfulde stemme har givet hende stor anerkendelse.

Midnatsbal m/ Barslund, Strange og Bloch

Rune Barslund, Martin Strange og Sebastian Bloch er alle kendte som dygtige musikere i bl.a. orkestrene Mads Hansens Kapel og Inver.
Nu slår de tre herrer pjalterne sammen i en veritabel trio med ét formål:
At skabe et dansegulv af olympiske dimensioner!

Martin Strange tager publikum ved hånden og dirigerer med streng og myndig facon dansen i de indledende runder, for derefter selv at tage plads blandt accordionisten Rune Barslund, hurtigere end sin egen skygge, og den virtuose og storspillende guitarist, Sebastian Bloch.
En ting er sikkert. Det bliver en farlig aften med Barslund, Strange og Bloch.

Vandre foredrag: Kulturen i naturen

Et vandreforedrag ved arkæolog og leder af Stenaldercenter Ertebølle, Louise Villadsen.

Turen går igennem Livøs foranderlige landskab, hvor der fortælles om årtusinders klimaforandringer, tsunamier, og om den tid, hvor Nordjylland var et ørige. Louise fortæller levende historierne fra de tidligste tider, fra dengang menneskene levede i pagt med naturen, til bøndernes ankomst og udnyttelsen af Livø som en ressource.

Midnatsbal m/ Nordisk Dans

Nordisk Dans byder op til midnatsbal! Puds danseskoene til en aften med fælles- og pardanse, hvor gulvet er åbent for alle uanset danseerfaring. Det bliver sjovt, ømt, befriende og sjælfuldt.

Nordisk Dans består af unge entusiaster indenfor folkemusik og -dans. Hver måned, landet over, sætter de rammerne for, at unge kan mødes igennem folkedansen.

Børneaktivitet med Stenaldercenter Ertebølle

Stenene fortæller historier og kreativt værksted.

Tag familien med på en opdagelsesrejse i Limfjordens historie, fortalt gennem de sten, du kan finde på stranden. Sammen med Stenaldercenter Ertebølles naturformidler Marie Louise Jepsen kan I udforske strandens skjulte skatte. Disse byder ikke kun på spændende historier, men kan også blive forvandlet til smukke smykker og kunstværker.